INTERVIEW: «Det er noget med at sparke nogle døre ind og opdrage de der halvgamle museumsfolk og dem der sidder på fondspengene»

- en samtale med Mette Sandbye 

FOTO STUDIO har besøgt professor i fotografi, Mette Sandbye, på hendes kontor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet. Vi ville blandt andet gerne tale med hende om, hvorfor fotografiet i Danmark i dag virker meget dansk- og skandinaviskorienteret, når vi oplever, at der andre steder udvises en langt større interesse for fotografi fra mange dele af verden. Vi ville også høre hendes bud på, hvorfor mon det virkelighedsorienterede fotografi ikke bryder ligeså meget frem i Danmark som det gør andre steder i verden.

Mads Holm: Mette, hvad synes du karakteriserer dansk fotografi i disse år? Ser du en tilbagevenden til gamle tendenser eller en mere fremadskuende tilgang?

Mette Sandbye: Jeg er meget positiv faktisk. Det kan godt være, når man er ny og ung, og især har studeret i udlandet, at man kan være lidt pessimistisk i forhold til at komme ind i det danske miljø, og at man synes det virker lukket. Det forstår jeg udemærket godt. Man synes ikke, der er så mange platforme, og der er ikke så meget interesse for fotografi. Men jeg synes, der er sket rigtig meget i de over 30 år, jeg har holdt øje og interesseret mig for fotografi. Da jeg startede i branchen var der næsten ingen udstillingssteder for fotografer, andet end hvad de selv stod for. Jeg synes, der er sket rigtig meget med det, man kan kalde infrastrukturen omkring fotografi. Alt det der ligger udenom og skaber forbindelser og løfter frem. I er jo selv et godt eksempel. Der er flere, der studerer i udlandet, og der er mange initiativer for tiden. Der er Atla, der er udgivelsen Året, der bliver lavet rigtig mange fotobøger, der er OBLONG og flere lignende udstillingssteder. De mere kommercielle gallerier tager i langt højere grad fotografi ind, end de gjorde for 10 år siden. Der var rigtig meget fotografi med i Louisianas sommerudstilling af deres nyindkøb. For eksempel havde de lige købt ind af Marianne Engberg, en ældre dansk kvindelig kunstner. Så der er en åbenhed rigtig mange steder. At der er en infrastruktur og et miljø omkring fotografi gør også, at fotograferne bliver bedre og får et større udsyn. Det er ret vigtigt, synes jeg, at man ikke går i sin egen lille provinsielle andegård. At man studerer i udlandet, at man holder øje med, hvad der sker internationalt, men at man også har nogle kanaler herhjemme, der hjælper en til det.

Jeg synes, der er en enorm mangfoldighed blandt de yngre fotografer. Nogen gange synes jeg ordet kunstfotograf er lidt svært. Jeg har spekuleret på, hvilket ord man ellers kunne bruge. Jeg vægrer mig bare ved det, for kunne man ikke bare sige kunstner, fotograf eller kommerciel fotograf? Det der er med fotografi er jo den der virkelighedstilknytning. Hele grænselandet mellem et billede i Politiken og et der hænger på Louisiana er meget svært at definere, og de samme billeder kan indgå i mange sammenhænge. Det er faktisk det, der har drevet mit arbejde med fotografi i så mange år. Det er det der flydende medie, der kan gå alle mulige steder hen, og det synes jeg er ekstremt fascinerende og faktisk en styrke ved mediet. Jeg synes, der er mange yngre fotografer, der faktisk er interesserede i det, bruger det, ikke har problemer med det. De kan mere uproblematisk gå ud og ind af forskellige rum og er ikke bange for, at de er dokumentariske i en eller anden forstand. Det jeg selv kalder konceptuel dokumentarisme er der rigtig meget af for tiden, og det synes jeg er spændende. Man skal oplære institutionerne i at forstå, at det også er kunst. Der er stadig et stykke vej endnu i Danmark, synes jeg.

Paula Duvå: Har du nogle eksempler på kunstnere?

MS: Han er ikke blandt de yngre fotografer, men Kent Klich er et godt eksempel på en, der har været tidligt ude med at blande genrer. Hans Gaza-projekt er enormt spændende, synes jeg, fordi det blander familiefotografi, dokumentar, reportage, flotte landskabsbilleder, meget konceptuelle overvågningsbilleder fra fly og materiale fra human rights organisationer. Det skildrer Gaza-konflikten, som er en politisk konflikt, på en billedkunstnerisk måde. Han havde en kæmpe udstilling på Det Nationale Fotomuseum for et par år siden, som nærmest ingen dækning fik. Hvis det havde været på Louisiana, havde det været noget helt andet, så på en eller anden måde er der en form for konservatisme der. En manglende forståelse for og accept af fotografi som et kunstnerisk sprog.

MH: Vores oplevelse er, at den danske fotoscene er meget dansk- og skandinaviskorienteret. Når vi tager ud i Europa, til et land som Holland for eksempel, så virker scenen meget mere udadskuende og inkluderer arbejde fra mange dele af verden. Både kunstnerne og tematikkerne er meget lokalt forankret i det fotografi, der vises og diskuteres i Danmark. Kan du relatere til den oplevelse?

MS: Det tror jeg I har ret i. Der er mange grunde til det, bl.a. uddannelse. Vi har jo ikke så mange muligheder. Der er Fatamorgana på den ene side, som ikke er en videregående uddannelse, men et fantastisk sted. Og så er der de få, der laver fotografi på kunstakademierne. Så der er noget med et uddannelsesmiljø i Danmark, der ligesom mangler. I modsætning til andre lande er vi jo meget en monokultur i Danmark. Vi er en lille provinsnation. Mine egne erfaringer fra skoler i London og Dublin er, at man studerer fotografi side om side med andre kunstarter på mere akademiske institutioner. Man skal jo lave akademiske opgaver, selvom man uddanner sig til fotograf. Man skal lave en rigtig thesis. Jeg har altid, når jeg har været censor derovre, været helt vildt imponeret over, at de faktisk kan skrive sådan en halvlang opgave med al mulig sekundærlitteratur og problemformuleringer, samtidig med at man skal lave sit fotografiske projekt. Og det ser man jo ikke i Danmark på samme måde. Det er enormt vigtigt, at man læser om fotografi, at man udfordrer sig selv med nogle mere akademiske tekster, læser fotohistorie, orienterer sig og går på udstillinger. Det synes jeg godt kan mangle lidt. Hvis man gerne vil være inde i det billedkunstneriske område, kræver det faktisk en del af en selv, at man faktisk orienterer sig bredt om, hvad der sker. Vi er tilbage til det med infrastrukturen, for når der er udstillingsmuligheder og uddannelsesmuligheder, og nogen der skriver kritisk om fotografi, så bliver fotograferne også bedre, mere udadvendte og mere internationale. I forhold til institutionerne, så er det jo også deres opgave at præsentere et dansk publikum for vigtige internationale strømninger, og her halter det da også herhjemme. Men her i foråret viser Louisiana for eksempel den indiske fotograf Gauri Gill, som står for den form for konceptuel dokumentarisme, jeg har talt om. Det var jeg positivt overrasket over.

PD: Det er måske noget med, at fotografiet udvikler sig så meget og hurtigt, så man taler hele tiden om det nye og har ikke en særlig god hukommelse?

MS: Man skal have begge dele. Både fokus på det nye og samtidig have en historisk hukommelse. Et godt eksempel på en nylig udstilling af en international fotograf er Zanele Muholi. Muholi blev vist på Kunsthal Gammel Strand og fik faktisk utrolig meget opmærksomhed. Det er sikkert, fordi de blev vist på Venedig Biennalen, så tør vi godt, så er det ikke kun foto-foto, men noget der allerede er brudt igennem. Og det var jo en udstilling der kom fra Tate Modern, så tør vi også godt.

PD: Præcis, det tænkte jeg også.

MH: Vi synes ikke, fotografiet bliver ligeså omfavnet i kunstverden i Danmark som i andre lande. Hvad tror du det kan skyldes?

MS: Hvis bare vi sammenligner os med de andre nordiske lande, så synes jeg også, at vi ligger lavt i forhold til infrastruktur, uddannelsesmuligheder, udstillingsmuligheder, store institutioner såvel som mindre gallerier, der støtter op om og viser fotografi.

PD: Hvad tror du grunden er til det? Som du selv siger, hvis det klinger lidt for meget af fotografi så vil man i kunstverden helst ikke røre ved det.

MS: Der er en provinsialisme, et medløberi og også en form for usikkerhed i at bryde for mange grænser ned, som gælder i hele billedkunstfeltet i Danmark. Og så er det måske bare lidt værre for fotografi, fordi det kan være sværere stadigvæk at forholde sig til det der med, at det ligner virkeligheden, og hvad er forskellen på dokumentar og kunst osv. Det er der stadigvæk sådan en usikkerhed omkring. Så det er noget med at lave nogle initiativer, slå sig sammen, synliggøre det, sparke nogle døre ind og opdrage de der halvgamle museumsfolk og dem der sidder på fondspengene.

MH: Her er endnu en af vores egne observationer: fotografi i andre lande forholder sig, i højere grad end i Danmark, til en verden udenfor, altså en politisk virkelighed.

MS: Det synes jeg også er rigtigt. Helt sikkert. Men igen, sådan en som Kent Klich gør det. Jeg synes også Pia Arke lavede nogle helt fantastiske ting, der forholder sig til kolonitiden og til Grønland. Hun døde i 2007, og det er først for nyligt, at hun bliver udstillet og indkøbt af Louisiana og så videre. Tiden er internationalt til en form for politisk engagement og omverdensvendthed i kunsten, og der har danske fotografer været lidt langsomme. Men det har også været noget svært noget at komme igennem med og få udstillet herhjemme. Man har mere kunnet forstå, at hvis det skal være fotografi, så skal det være sådan nogle store formater, farver og kunne hænge i hjemmet.

PD: Som lægger sig op af noget…

MS: Noget maleri, ik? Ja det synes jeg er helt rigtigt. Nu kommer jeg til at tænke på sådan en som Walid Raad, som har lavet The Atlas Group. Han fik Hasselbladprisen her for nogle år siden. Jeg synes, det er super interessant den måde, han arbejder med fotografi på, og det har han gjort i 30 år. Man kunne ikke rigtig forestille sig, før nu, at han kunne blive udstillet i Danmark. Det er alt for mærkeligt, virkelighedsorienteret og konceptuelt og også småt og gnidret i formen.

PD: Hvorfor tror du, at den slags fotografi, der har med en virkelighed at gøre, har det så svært i Danmark, når det virker til at andre lande ligesom godt kan klare at have det inde i deres gallerier og institutioner?

MS: Der er vi bare en lidt for lille, konservativ og lidt provinsiel kunstverden. I hvert fald når det gælder fotografi. Der mangler et vovemod hos gallerierne og på museerne og udstillingsstederne. Lige nu vises Alÿs på CC. Det er sådan nogle dokumentariske videoer af børn der leger, som der kan være en form for politiskhed i. Man skal ligesom være blåstemplet og komme ind af en international kunstindgang, før der rigtig tør bides skeer med noget, der er meget dokumentarisk eller politisk. Et andet eksempel er Lars Tunbjörk i Sverige. Det er jo ren fotografi og ren dokumentarisme, eller hvad vi nu skal kalde det. Han bliver vist på Moderna Museet. Historisk set er det dokumentariske fotografi blevet taget mere alvorligt i Sverige. De har en stærk tradition for det. Det har vi også i Danmark, men der har været en eller anden nervøsitet eller i hvert fald nogle meget stærke genreskel, som har været svære at krydse, ikke så meget for fotograferne og kunstnerne, men for institutionerne. Trods alt er der sket meget med fotobøgerne. Sådan en fotograf som Krass Clement som jo laver en meget personlig, lyrisk form for dokumentarisme. Han er heller ikke meget for selv at udstille, han vil hellere lave bøger.

PD: Du nævnte før, at man også bør læse og holde sig opdateret. Har du nogle anbefalinger til læsning?

MS: Man skal gå til en masse ferniseringer og udstillinger. Også til det der ikke er fotografi. Jeg prøver at holde øje med fotomagasinet Aperture, som man kan se online, og der er jo også det dansk-internationale Katalog. Så er der lige kommet den her: Fotografihistorier: Fotografi och bildbruk i Sverige från 1839 till idag. Ordentlig basse. Så er der to akademiske tidsskrifter, jeg forsøger at holde øje med. Det ene hedder Photographies. Og det andet hedder Photography and Culture. Og så er der de mere klassiske bøger som Roland Barthes’ Det Lyse Kammer, eller man kan læse Ariella Azoulay som eksempel på en nyere teoretiker, der har inspireret mange. Så er der mange antologier, for eksempel den der hedder Photography Reframed: New Visions in Contemporary Photographic Culture. Der er nogle gode artikler i den. Og den her, The Photography Cultures Reader: Representation, Agency and Identity. Der er også Imagining Everyday Life: Engagements with Vernacular Photography. De her to nye har jeg selv bidraget til: The Routledge Companion to Photography and Visual Culture og The Routledge Companion to Photography, Representation and Social Justice, som også er alle mulige korte artikler om nye ting inden for fotografi. Alle de her kan man jo gå ind og låne på det Kongelige Bibliotek, som i det hele taget har sindssygt mange fotobøger. Den engelske kurator Charlotte Cotton  samlede en hel masse fotografer og akademikere i et projekt der kørte fra 2012 til 14. De havde et website, der hed eitherand.org. De holdt talks og udgav tekster, de har lavet en antologi og afholdt symposier osv. Der er mere et miljø og en kritisk masse i England. Det er også det, jeg prøver at gøre her på universitet, at samle nogen der arbejder akademisk med fotografi. Vi er en gruppe nu, lidt inspireret af dem, der hedder Thinking Photography Today, som mødes en gang om måneden og snakker om, hvordan vi kan tale om fotografi i dag, læser tekster og udveksler for at holde gang i et akademisk miljø. Det er jo ret vigtigt.

Mette Sandbye (f. 1964) er professor ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet. Hun er forfatter til en række bøger om fotografiet og dets historie og har fast skrevet kunstanmeldelser for Weekendavisen siden 1995.   

INTERVIEW: «Hvis du går rundt med et kamera hele tiden, så er du vel fotograf»

- en samtale mellem Banja Rathnov og Mads Holm

Sidste år hørte jeg et interview med gallerist og kunsthandler Banja Rathnov i et radioprogram. Hun havde en pointe, som jeg bed særligt mærke i. Derfor besøgte jeg hende i hendes galleri i Studiestræde for at tale om, det jeg selv kalder, det fotografiske mindreværdskompleks.

Mads Holm: Banja, mit spørgsmål er overordnet: hvorfor kæmper fotografiet i Danmark fortsat for sin berettigelse på kunstscenen?

Banja Rathnov: Jeg tror det er historisk. Det er nogle gamle traumer fra før i tiden. Dansk kunstliv har jo været meget præget af kunstnersammenslutningerne: Grønningen, Den Frie, Koloristerne, Decembristerne. De har været meget stærke i Danmark. Især inden gallerierne kom, men er det jo egentlig stadig, og i disse sammenslutninger har der været én fotograf med. Jeg tror den første fotograf der overhovedet kom med, var Per Bak Jensen. Og det er omkring år 2000, måske lidt før, men ikke meget. Og da stopper det analoge fotografi på en måde. Da stopper mørkekamrene. Så det er egentlig først, når mørkekammeret er lukket ned, at fotograferne kommer med i kunstnersammenslutningerne. Tove Kurzweil og Jytte Rex var med i Kammeraterne. Det har de måske været lidt før, i 80erne kan det godt have været. Kirsten Klein er i Koloristerne. Og Janne Klerk også, men det er meget sent, de er kommet ind. Kammeraterne var for billedhuggere, mener jeg. Jeg tror, at fotograferne er blevet mobbet af malerne og billedhuggerne. De har ikke syntes, at fotograferne var fine nok. Og så tror jeg også, at det har spillet ind, at fotograferne selv har regnet sig som håndværkere og ikke som kunstnere, fordi det er så teknisk det fotografi. Alt det man skulle kunne, når man stod i mørkekammeret med alle kemikalierne. Man skulle have alle apparaterne og alt det der. På en eller anden måde er det måske mere teknisk end malerkunst. Hvad jeg egentlig ikke tror det er, men det kunne man godt fristes til at tro. Fotograferne gik ikke på kunstakademi, så de har ikke gået på de skønne kunstneres akademi. Det havde malerne og det havde billedhuggerne. Så jeg tror det er de to ting. Og så er vi jo et gammelt bondesamfund. Vi er et gammelt land som altså mest har kendt til malerkunst, for det gjorde man siden renæssancen. Der har været meget tid til at begynde at interessere sig for malerkunsten, når man tænker på, at det startede meget tidligt. Fotografiet startede i 1830’erne, så det er jo en meget nyere kunstart. Og et land som USA er en ny nation. Et nyt land hvor folk kom til. Så i USA er de ligesom vokset op med fotografiet, hvilket vi slet ikke er her.

MH: Kan man sige, at amerikanerne adopterede fotografiet? Sådan føles det i hvert fald tit, når man kigger på de store fotografer gennem tiden. Så er det som om, at fotografiet blev USAs kunstmedie.

BR: Ja, lige præcis. Og de amerikanere, som lavede fotografi, kom næsten alle sammen fra Europa og var udvandret. Steichen var fra Luxemborg, Stieglitz var fra Tyskland, Kertész kom fra Paris og var oprindeligt fra Ungarn. Brassaï kom fra Ungarn til Paris. Hvis de var jøder under krigen endte mange i USA. Nogle kom så siden hen tilbage til Paris, men det var et stort fotografisk center i USA der i 20erne, 30erne, 40erne, 50erne, 60erne. Også 70erne i med farvefotografiet og Eggleston og alt det der.

MH: Jeg hørte dig sige i radioprogrammet Skønlitteratur på P1 sidste år, at du studsede over, at fotografer i dag kalder sig for billedkunstnere og ikke fotografer, når de beskriver sig selv og deres praksis.

BR: Ja, det undrer mig, at efter Astrid Kruse Jensen, Trine Søndergaard og Nikolaj Howalt, holdte man op med at kalde sig fotograf. Som om det ikke var fint at være fotograf. Man vil hellere være noget andet. Man nedtoner det der med, at man er fotograf. Det tror jeg også har noget med det snobberi at gøre, at det ikke var fint. Hvis man taler med Krass Clement og mørkekammerfotograferne om det, så sagde de, at det var et ridderskab at være fotograf. De var stolte af, at de også var håndværkere, tror jeg, og at det var noget ganske særligt man kunne fange med det kamera, som man ikke nødvendigvis lige kan fange med en pensel på samme måde.

MH: Tror du, det kan have noget at gøre med, at Krass Clement og hans samtidige fotografer dengang havde et mindre behov for at blive accepteret i kunstverdenen? Var den faglige stolthed tilstrækkelig?

BR: Jeg tror, man altid gerne vil accepteres blandt de andre. Jeg ved, at Krass Clement var gæst på Grønningen på et tidspunkt, men han kom ikke ind bagefter, og det var han meget meget ked af og meget skuffet over. Så han ville gerne. Jeg tror, at alle kunstenere gerne vil anerkendes, hvad enten de er det ene eller det andet.

MH: Hvorfor tror du så, at fotografer har et større behov for at kalde sig billedkunstnere i dag og ikke fotografer?

BR:  Nu er det virkelig gisninger, men min erfaring er, at mange store kunstssamlere i Danmark har en masse penge de skal placere i noget. Da et fotografi som udgangspunkt ikke er et unika, og der pludselig kan være en masse kopier af det samme billede, så er de bange for, at det ikke er noget værd. Så kan de ikke holde styr på, om det er noget værd. Det er jo det samme med grafik, men grafik tænker folk ikke over, ikke er unika. Det er ligesom cool at have en masse små grafikting hængende, selvom det måske er lavet i 60 eller 75 eksemplarer. Det er fotografier jo aldrig. De er typisk lavet i små editioner af 15, 12 eller 9. Så mange samlere tror, at et fotografi blot er en kopi, men det er det jo slet ikke. Og det kommer af manglende forståelse og indsigt, tror jeg. De vil hellere sætte deres penge i et oliemaleri, fordi det fra gammel tid er det, der er penge værd. Fotografi er jo også billigere end maleri. Det burde jo bare incitere endnu flere til at gå i gang med at købe det.

MH: Så vi fotografer tænker, at hvis vi nu kalder os billedkunstnere i stedet for fotografer, så selvom det er fotografi vi laver..

BR: ..så er det mere “kunstagtigt”. Ja. Det er jo noget pjat. Det synes jeg. Jeg synes også, det er ærgerligt, at man ikke vil være ved, at man er fotograf, for det er et fint fag. Det er jo en interessant ting at kunne noget med det kamera. Især nu når alle bare knipser løs på deres telefon og sprøjter billeder ud på Instagram og Facebook. Det gør jo, at man tror, det er let. Men det er ikke let at tage et godt billede. De gode fotografer ved jo, hvad de vil med det, og hvorfor de trykker på knappen, når de trykker. De har tit planlagt det i lang tid i forvejen og alt det der. Jeg tror både det er noget snobberi, og så er det også uvidenhed blandt samlerne. De er vant til at fotografier er over det hele, i aviser osv. Den nye generation ved mere om fotografi og er mere optaget af fotografi end den gamle har været. Der er ikke det der “vi skal altså have et stort oliebillede over vores sofa”. Det skal man ikke mere. Hvis man går ud til folk i deres hjem så hænger der jo tit mange små rammer på væggene. De har ikke en stor skorpe der koster 300.000 over sofaen eller et Trommesalsmaleri for den sags skyld. Det var der jo også mange der havde før i tiden.

MH: Et trommesalsmaleri?

BR: Ja, det var sådan nogle malere der kørte rundt på gårdene i Jylland og solgte dødsyge malerier af en brølende kronhjort og sådan noget. De var dygtige malere, men malerierne blev høvlet ud i stor stil. Men det var jo et maleri og dem var der nok kun én af. Der var bare mange der lignede hinanden, hvis man sådan ser i hvad der er tilbage af efterladenskaber fra den tid på auktioner og sådan.

MH: Ser du i det arbejde fotograferne laver i dag, at håndværket ikke er noget man har som sin stolthed, men i stedet er noget man gemmer lidt væk?

BR: Jeg tror, der sker et skifte i de her år. Jeg tror håndværket bliver fint, for der er jo ingen der kan det mere. Det man ikke kan bliver jo særligt og sjældent. Både mørkekammer, at brodere, at sy, at snedkerere.

MH: Det meste fotografi i dag produceres digitalt, også kunstfotografi. Især også modefotografi og reklamefotografi. Kan det være derfor fotograferne hellere vil kalde sig billedkunstnere? For at distancere sig fra de andre former for fotografi, der produceres med samme værktøjer?

BR: Men det er jo den måde, man laver et billede på i dag. Teknikken udvikler sig jo hele tiden. Trine Søndergaards billeder koster 75.000, og de er jo også digitale. Det er ved at blive anerkendt. Men det er kun nogle bestemte meget få fotografer der bliver anerkendte på kunstscenen. Og det er dem der printer deres billeder kæmpestort, så det ligner et maleri, der skal hænge over sofaen. Det er ikke de der små undseelige. Det virker til at folk tror, at jo større jo finere, men sådan behøver det altså ikke at være. Tværtimod. Det er også fordi det koster en hel masse penge at få det blæst op så stort og bygget ramme med museumsglas og alt det der.

MH: Kan du se, at fotografiet bliver mere og mere anerkendt og accepteret i kunstverden?

BR: Ja. Det går langsomt, men det er helt klart, at det kommer. Og det kommer meget sent i Danmark. Bare i forhold til Sverige for eksempel. Hvilket også er underligt, ikke? Sverige har jo haft nogle dygtige fotografer, som måske har været lidt mere selvbeviste. Christer Strömholm og Anders Petersen for eksempel, som havde et helt galleri nede i Paris, der hed Galerie VU med svensk fotografi. Det har gjort rigtig meget for udbredelsen af de nordiske fotografer. Der er også nogle finske fotografer der er i Tyskland hos Teik Persons. Så jeg tror også, gallerierne er med til at gøre noget. Det vil jeg jo gerne håbe på, for det gør jeg jo selv.

MH: Nu nævnte du Galerie VU i Paris. Virker det som om, at fotografiet bliver værdsat på en anden måde i Frankrig end i Norden?

BR: Ja, helt sikkert. Men de har jo så også haft Paris Match, som har været ligesom Life Magazine i USA, så de har ligesom også haft et af de der store blade, der tog fotografiet seriøst. Herhjemme havde vi Billedbladet eller Hendes Verden eller sådan noget.

MH: Du sælger selv fotografi og tryk. Hvad er din egen oplevelse med at sælge fotografi sammenlignet med andre medier?

BR: Fotografiet er jo lidt skrøbeligt. Man kan ikke bare have det liggende nede i nogle kryber. Det skal ligge mørkt, og man skal tage det frem og folk skal bede om det og spørge om det. Det er ikke så let tilgængeligt. Det er ikke bare sådan at sætte hen så folk kan bladre i det som grafikken er. Men vi sælger lidt af hvert, det gør vi. Også maleri. Og meget kunst på papir i det hele taget. Og det er fotografi jo egentlig også. Jeg kan godt lide papiret som medie og materiale. Det er jo meget levende. Det er foto også. Fotopapir er interessant. Der er meget forskellige slags.
Jeg tror der er en anden ting der mudrer billedet. Det er alt det der pressefoto. Det er jo sensationsfoto. Det er for at sælge en avis, det er for at komme på forsiden. Det er lavet så folk skal tænke “wow”. Nogengange er hele København fuld af billeder med sådan en dame der holder sig på brystet eller en gammel dame, der står midt i en brændende by et eller andet sted i Ukraine, som skal være plakat for dansk pressefotoudstillingen. Det synes jeg jo er ret smagløst faktisk. Det er ikke den slags fotografi, jeg kan lide. Jeg kan lide det som er det stillestående, de indre billeder. Og der er mange, der tror, at pressefoto er kunstfoto. Og det er det ikke. Det kan godt blive rigtig godt og gå over i kunsthistorien. Men jeg synes der er for meget pressefoto. Jeg bliver lidt træt nogengange. Men det er sådan fotograferne bliver uddannet i Danmark. Det er jo på journalisthøjskolen. Og så er der lige Fatamorgana. Og det koster en masse penge.

MH: Der er mangel på fotografiske uddannelser i Danmark.

BR: Og det er nok også et af problemerne.

MH: Det er jo heller ikke fordi det er så vigtigt, hvad man kalder sig. Det er jo ligemeget hvilket label man giver sig selv, men det er det, som det er et udtryk for. Hvis fotograferne konsekvent ikke kalder sig fotografer, hvad er det så et udtryk for? Det er måske et udtryk for, at fotograferne ikke føler sig fine nok. Eller at man ikke bliver accepteret, hvis man kun kalder sig fotograf.

BR: Eller at man ikke føler, at man er pressefotograf. Jeg tror bare, I skal lave nogle skidegode billeder, og så glemmer folk, om det er maleri eller foto eller hvad søren det er. Det er jo ligegyldigt hvilket materiale. Man kan være en god billedhugger, en god fotograf, en god kunstmaler. Det er ligegyldigt, om du har en pensel eller et fotografiapparat, hvis du har et kunstnerisk sigte med det du laver. Så er det kunst. Og så er fotografi også inde under kunst. Fotografiet er den fedeste verden. Du kan godt kalde dig kunstfotograf, hvis du vil, men billedkunstner, det er virkelig overordnet. Hvis du går rundt med et kamera hele tiden, så er du vel fotograf.   

Banja Rathnov er uddannet kunsthistoriker fra Ecole du Louvre i Paris og driver Banja Rathnov Galleri og Kunsthandel, som siden 2018 har holdt til i Studiestræde 14 sammen med Clausens Kunsthandel.

REVIEW: Allan Sekula, Art Isn’t Fair: Further Essays on the traffic in Photographs and Related Media

By Mads Holm

Published in Source Magazine, 104—Spring 2021.